Klubskifteregler i børnefodbold
Farum Boldklubs holdning til klubskifte i børnefodbold – U5 til U9
Som DBU Børneklub er vi meget optaget af børnenes trivsel. Derfor er nedenstående vedtaget af bestyrelsen i Farum Boldklub, jf. DBU.
Klubbens holdning og retningslinjer for de yngste årgange U5–U9
Det handler om sjov, fællesskab og trivsel. Derfor anbefales det ikke at skifte klub, og rekruttering er ikke tilladt fra U9 og ned.
Der kan naturligvis være situationer, hvor et klubskifte kan komme på tale. Det kan være flytning, manglende trivsel eller andet. Vi har derfor i Farum Boldklub vedtaget nedenstående retningslinjer for et klubskifte i U5–U9. Formålet er at sikre børnenes trivsel bedst muligt.
Før et klubskifte (til eller fra Farum Boldklub)
Før et klubskifte opfordrer vi altid forældrene til at tage en dialog med Farum Boldklub om baggrunden for et evt. skifte.
Klubskifte til Farum Boldklub
- Børn fra nærområdet er altid velkomne til prøvetræning.
- Hvis børn, der ikke er fra nærområdet, henvender sig om prøvetræning, tages der en dialog om baggrunden for ønsket om klubskifte — overvej altid rejsetid, træningstider mv. i den forbindelse.
- Før en prøveperiode på maksimalt 2 uger opstartes, orienteres den årgangsansvarlige, som har ansvaret for at informere børneudviklingstræneren. Denne vil advisere den klub, som spilleren kommer fra. Det er vigtigt, at prøvetræningen ikke igangsættes, før information er givet videre til FBK.
- Det er ikke tilladt at spille officielle kampe for Farum Boldklub, før barnet er medlem.
Klubskifte fra Farum Boldklub
- Rekruttering af spillere i U5–U9 er ikke tilladt, og det skal derfor altid være skriftligt tilkendegivet, at en spiller er til prøvetræning.
Det er den modtagende klub, der har ansvaret for at orientere Farum Boldklub. - Hvis man som træner på et hold får en sådan henvendelse, bedes man orientere den årgangsansvarlige, som herefter orienterer Børneudvalget/børneudviklingstræneren i FBK.
- Børn, der er til prøvetræning i en eller flere andre klubber/akademier, vil blive fritaget fra at spille kampe i FBK. Dette gøres for at passe bedst muligt på barnet, så barnet ikke står i unødige følelsesmæssige dilemmaer. Prøvetræningsperioden kan maksimalt vare 2 uger.
- Deltagelse til ekstra træning udover egen træning i FBK, som individuel træning eller camps er tilladt. Private akademier og lign. Som spiller officielle kampe og deltager til stævner er ikke at betragte som individuel træning og reglen om 14 dage prøvetræning er gældende.
- Det er ikke tilladt at spille officielle kampe for den potentielle nye klub/akademi, så længe barnet fortsat er medlem af Farum Boldklub.
- Hvis barnet fortryder skiftet undervejs, er barnet selvfølgelig fortsat en del af holdet som hidtil.
- Ligeledes, hvis barnet efter et skifte ønsker at vende tilbage til FBK, er barnet naturligvis velkommen.
Forældre, der har haft en funktion på årgangen, kan ansøge om at komme tilbage.
Træner/holdleder/årgangsansvarlig, som er forælder til et barn, der er i et træningsforløb i en anden klub/akademi, kan eventuelt blive fritaget i samråd med Børneudvalget.
For årgange U10 og op har DBU indført specifikke regler for klubskifte. De regler kan læses på DBU's hjemmeside under "DBUs regler for klubskifte i børnefodbold".